Ivar Lærkesen, gymnasielektor på Bornholm i Danmark, ger sin syn på varför man ska fortsätta att undervisa i nordiska språk.
I min barndom stod Bjørnstjerne Bjørnson og Selma Lagerlöf mig lige så nær som H. C. Andersen. Jeg havde derfor et varmt ønske om at dele den store nordiske litteraturskat med mine elever i gymnasiet. Men i 70tallet var det nordiskes særstilling mindsket – måske mest i hovederne på nye lærere. Vi har dog hele tiden skullet undervise i norsk og svensk i det danske gymnasium. Det gør vi så. Ibsen kommer tidligt på programmet, hos mig faktisk allerede i 1.g. Han er let at læse, og især Et Dukkehjem har en umiddelbar appel til eleverne, ikke mindst på grund af hans dybdeborende psykologi. Når vi senere læser det moderne gennembrud som litterær periode, bliver det nordiske igen helt selvfølgeligt med navne som Amalie Skram, Knut Hamsun, Bjørnstjerne Bjørnson, August Strindberg og Selma Lagerlöf.
Selvom der også i vor egen tid skrives endog meget stor litteratur i Sverige og Norge, skal man stramme sig lidt mere an fordi litteraturen ikke er del af et fællesnordisk projekt som den var i 1800-tallet. Noget andet er at det faktisk står rigtig skidt til med den nordiske sprogforståelse, især blandt danske unge. Skal man så bare lade det være? Nej, det tror jeg ikke. Da jeg i begyndelsen af 80tallet underviste kommende svensklærere på Stockholms Universitet, lagde jeg meget vægt på en fælles skandinavisk sproghistorie som mere anskuede de skandinaviske sprog som varianter af et fælles sprog end som tre forskellige sprog. Det viste sig at være et godt greb til at åbne forståelsen.
Når det nu fungerede i forhold til svenske studerende, måtte det også kunne fungere for danske gymnasieelever. Derfor har jeg i mit beskedne arbejde med det nordiske taget udgangspunkt i det sproglige, og samtidig med at skrækken for de små variationer mellem vore sprog på den måde bliver mindre, kan man have et fromt håb om at de internordiske fordomme nedbrydes. Det vil være en kæmpe fordel i en tid hvor vi bevæger os mere end nogen sinde mellem vore lande.
Ivar Lærkesen, Gymnasielektor, Bornholm